Hanne Trap Friis

Hanne Trap Friis 2014

DK-flag   UK-Flag

Hanne Trap Friis er nysgerrig, dynamisk og en særdeles energisk og initiativrig producent. Som instruktør er hun levende og laver ofte sjove og skæve samarbejdskonstellationer og lader sine medarbejdere yde deres yderste gennem en kreativ deling og en kunstnerisk legeplatform. Trap Friis mener at mennesker trives og skaber bedst ved at blive hørt og set og ved at blive givet en masse ansvar.

Trap Friis skaber koncepterne for teatrets forestillinger, og henvender sig derefter til diverse kunstnere som hun mener passer til det givne projekt. Gennem de sidste 10 år har hun instrueret utallige forestillinger både i freeze-regi, samt som freelancer. Hun har samarbejdet med Suzanne Brøgger, Peter Laugesen, Bjørn Rasmussen, Lærke Sanderhoff etc, med musikere som Else Marie Pade, Thorbjørn Krogshede fra Under Byen og komponisten Fuzzy. Trap Friis står med en stædighed og evne til at få selv de vildelse projekter gennemført, nogle gange med en realiseringstid på 5-7 år.

Skuespillerne kalder hende en blanding af galskab og strategi, hun arbejder i nuet på gulvet og tror i den grad på, at man skal følge det, der viser sig og ikke være bange for kaos og tilfældighedernes princip (serendipiteten) i processen.

Trap Friis involverer sig udover sit teater og sin familie i den kulturelle debat og sidder i flere bestyrelser:
Mute Comp
Aarhus Scenekunstcenter
VerdensRum

Desuden er Hanne Trap Friis én af initiativtagerne til Åbne Scene i Aarhus, og fik gennem forhandlinger med kommune og politikere gennemført etableringen af scenen.

Vinder af Årets Scenekunstpris i Aarhus 2013. Læs Begrundelse

Hanne Trap Friis modtog Aarhus Scenekunstpris i 2013 med bl.a. følgende ord:
”Årets scenekunstpris tilfalder en utrættelig ildsjæl, der som få behersker kunsten at holde helt utroligt mange bolde i luften på én gang.(… ) Hanne Trap Friis får bl.a. prisen for at skaffe byen en Åben Scene på Godsbanen men også for gavmildt at have stillet sig til rådighed for teatervækstlaget som mentor, coach og agent alt efter behov.
Vi har at gøre med en driftig person – men også med et nysgerrigt væsen, som i sine forestillinger gang på gang udfordrer og fornyer teatrets formsprog og æstetik, og som igennem mange år har udvist stort mod til at tage favntag med aktuelle emner. En modig og ydmyg kunstner med et brændende engagement og med forestillinger der giver genlyd.”

Udover at være instruktør, leder og producent i Teater freezeProductions arbejder Trap Friis som freelancer hos bl.a. Lars Lilholt band (Koreograf og instruktør på turnevirksomheden), Teatret Core-Act, Teatertruppen Stormen, diverse høj- og efterskoler, foredragsvirksomhed om kropssprog og mental indstilling, konsulent for Åbne Scene på Godsbanen og oplægsholder ved bl.a. Global Stories, København. Hanne Trap Friis ser udfordringer som ren udvikling!